Har du betalingshatten sat på det rette hoved i din virksomhed?

By 20. januar 2018januar 23rd, 2018Betalingsformer, Dankort, eCommerce, Optimering, Spar penge

Hvad betyder det egentlig for din virksomhed, hvis du ikke har styr på betalingsløsningen?

I de fleste virksomheder er der en person, som er ansvarlig for betalinger, da betalinger jo er en fundamental del af at drive forretning. Men “betalingshatten” sidder sjældent på hovedet af en person, der har ekspertviden på området. Og hvorfor er det vigtigt, kan du så spørge?

For mange virksomheders vedkommende betyder manglende viden, at deres betalingsløsning bliver for dyr, ikke er optimal og ikke understøtter strategien ifht. salg, mersalg og opsalg.

Det koster penge på bundlinjen, både direkte og indirekte. Der er en god chance for, at den medarbejder, der har fået ’betalingshatten’ på, godt er klar over, at der kommer vand ind i båden, men ikke aner, hvor hullerne er. Når de er fundet leder det til næste problematik – hvordan de lukkes effektivt, så vandet ikke begynder at rende ind igen dagen efter?  En utilfredsstillende situation for enhver ansat, der gerne vil gøre sit job godt.  

Og hvad hvis hatten overhovedet ikke er placeret? Betyder det blot, at alle har fokus på området? Nej, det er bestemt ikke min erfaring – i de tilfælde, hvor der ikke er placeret et klart ansvar, er der (som regel) ingen fokus på betalinger overhovedet.

I de fleste virksomheder er der nemlig sat en betalingsløsning op hos en leverandør, hvor denne er kommet med sine anbefalinger til betalingsformer, indløser osv. Hvis der ikke går noget galt og det fungerer som det skal, hvorfor så tænke videre over det? Grunden er åbenlys: Fordi verden ikke står stille – og det bør din betalingsløsning heller ikke!

Har du for eksempel fået MobilePay på din side? Har du taget stilling til ApplePay og BitCoin? Hvordan fungerer flowet i din shop, hvis en kunde vil handle via deres mobil? Har du planer om en kundeklub eller loyalitet –  har du i så fald tænkt betalinger ind, så dine kunder kan gemme sine betalingsdetaljer hos dig og nemt foretage et køb – måske endda direkte fra en direct mail?

Hvad koster det din virksomhed?

Det konkrete tal skal måles i penge, spildt arbejdstid og spildte muligheder. Hvis du vil have et mere præcist overblik over, hvad det koster din virksomhed, så start med at se på dine afviste betalinger. Hver af dem er et potentielt køb, som gik galt. Dernæst kan du se på din pris for at modtage kortbetalinger – den procent er formodentlig ret høj. Det er ikke urealistisk, at du kan spare 0,5% på dit gebyr til dine kreditkortbetalinger. Sælger du til udlandet, har du måske Klarna, og til dine danske kunder måske MobilePay, Viabill eller Resours banks løsning. Bruger du Repiir eller Reepay til at styre dine gentagne betalinger? Har du styr på, om du betaler for meget, om dine betalingsformer matcher dine kunders ønsker og om flowet i dine betalinger er optimalt?

Er du en af de få, der har helt styr på detaljerne? Så er alt godt. Men hvis du ikke er, så vil jeg anbefale, at du sætter fokus på problemet hos ledelsen – eller hvis du er ledelsen, sætte fokus på det selv. Få defineret jeres behov, så hatten kan blive placeret hos en person, der har tid og evner til at prioritere og sikre de bedste løsninger til jeres koncept. Har I brug for hjælp at få lukket hullerne i jeres betalingsløsning, vil udgiften til en rådgiver hurtigt være tjent hjem.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.