Hvordan vælger jeg det bedste betalingsmodul?

By 6. februar 2018marts 17th, 2019Betalingsmodul, eCommerce, Optimering, PSP, Spar penge

Hvilket betalingsmodul, der er bedst til dig afhænger af dine behov nu og i den overskuelige fremtid. En udbyder af et betalingsmodul hedder en PSP (Payment Service Provider), det er godt at kende til begge ord.

Det er tiden værd at bruge lidt krudt på at vælge sit betalingsmodul med omhu, så du er sikker på, at du vælger en leverandør, der ikke blot understøtter dine behov nu, men også i fremtiden.

Prisen skal kobles sammen med dine ønsker og formåen – nogle gange er det bedste at sammensætte din egen pakke, andre gange er det bedre at betale mere per transaktion, men så tilgæld få en “alt-inklusiv” løsning, du ikke skal bekymre dig om.

Jeg kommer ikke her ind på komplette løsninger, med hjemmeside og betalingsløsning i et; a la Shopify og Dandomain!

Men lad os starte fra en ende 🙂

Der er link til alle PSPere jeg nævner, nederst i teksten.

Først og fremmest skal du have styr på følgende:

  1. Hvor mange transaktioner har du i dag og hvad er dine estimater for de næste par år?
  2. Hvilke lande lancerer du i og hvilke lande er på planen de næste par år?

Med det i tankerne, kan du lave en liste over relevante PSPerne ud fra følgende kriterier:

  1. Geografi hos PSP. Der findes en række betalingsmoduler, der ikke har kontor i Danmark, men som tilbyder gode løsninger. Stripe og Adyen er to af dem. De har gode løsninger, men du vil ikke kunne få support på dansk og vil ikke have mulighed for at komme ud på deres kontor og tale med dem. Måske er det helt ligemeget, men det er værd at tage en aktiv beslutning.
  2. Din geografi. Understøtter PSPen de betalingsformer, du vil tilbyde, i de lande du lancerer i? De fleste understøtter de mest gængse betalingsformer i Europa, men skal du udenfor Europa skal du se dig godt for. Vil du have MobilePay, Klarna, PayTrail, Swish, Vipps, ApplePay eller noget femte på din løsning, så vær sikker på, at de tilbyder det. Er du i tvivl om, hvilke betalingsformer er relevante kan mit tidligere blog indlæg om emnet måske hjælpe dig.
  3. IT udvikling. Har du dine udviklere siddende ved siden af dig eller skal du betale et eksternt bureau, hver gang du vil lave ændringer? Skal du betale et bureau hver gang et komma skal ændres i koden er det en god ide at tale med dem og høre hvilken eftering de har med PSPere. Det må jo være billigere at lave en integration til et modul de allerede kender…. Dette gælder naturligvis også, hvis din IT udvikling sidder ved skrivebordet ved siden af dig og får deres månedsløn fra dig, men her kan du bedre tillade dig at være kreativ, lave lidt fejl og ændre mening hen af vejen, uden at det koster dig en formue.
  4. Webshop platform. Har du kodet din webshop i f.eks. Magento, Prestashop, Woocommerce eller et andet modul, så tjek hvilke betalingsmoduler, det er mulige at tilkoble til din løsning. Tjek også om deres f.eks. Magento integration understøtter de betalingsmetoder du vil tage imod –  Kan du f.eks. tilkoble Klarna til dit salg i Sverige eller tage imod PayPal transaktioner i Tyskland og Ideal i Holland? Der er jo ingen grund til at vælge et betalingsmodul, som kræver, at du koder hele din webshop om eller er nødt til at fravælge betalingsformer, du gerne vil tilbyde dine kunder.
  5. Data. Hvilket data vil du have adgang til? Nogle moduler tilbyder meget avancerede muligheder for at få data ud, som du kan analysere, som du ønsker det – andre har gode, indbyggede faverige grafer, så du kan sammenligne omsætningen i sidste uge, med den i denne uge, men ikke så meget andet. Hvad har du – realistisk – brug for?
  6. Support. Hvor vigtigt er supporten for dig? Nogle PSPere har en rigtig god service, andre knap så god. Tjek anmeldelserne af de moduler du overvejer og tal med referencer.
  7. Sikkerhed. Nogle moduler har selv en certificering til at opbevare kort og andre er “re-sellers” af andres løsninger. Fælles for dem er dog, at de bør være PCI certificerede og have en såkaldt “Attestation of Compliances” eller AOC*, det er attesten der beviser, at dine betalinger havner hos en leverandør, der har de rette certificeringer på plads. Nedenfor har jeg linket til det, der ligger på leverandørernes hjemmesider om dette emne. Bed altid om af få deres AOC tilsendt, inden du overvejer at indgå en aftale med dem. 
  8. Prisen. Så er der naturligvis prisen. En billig løsning kan være dyrt købt i besvær og manglende salg, hvis den ikke kan det du har brug for – MEN derfor er det naturligvis en rigtig god ide at få priser på de moduler du overvejer. Ofte har PSPen flere løsninger, f.eks. giver har DIBS en “all inclusive” løsning, som også inkluderer indløsning på kreditkort og de har også mulighed for at vi kan vælge imellem forskellige pakker.

Det er en god ide, at starte med en liste ud fra det du kan google dig til og læse på deres hjemmesider. Når du så har en “top 3” så tag fat i de udvalgte, tal med dem og lyt til din mavefornemmelse. Er de lette at komme i dialog med og løsningsorienterede? Så er der god chance for, at det også er hvad du vil møde, efter du har valgt dem.

Og et sidste råd –  uagtet, hvor optimistisk du er i forhold til dit salg de næste 24 måneder, så lad være med at gå “all in” på luxus løsningen! Vælg en løsning, der passer til dit behov i dag og i morgen, så kan du altid opgradere pakke senere, når dit behov bliver mere avanceret. Det vil spare dig mange penge i det lange løb at have en løsning, der matcher dit behov og vokser frem med dig, frem for, at du betaler for luxus modellen fra første dag og dermed betaler for en løsning, du egentlig først udnytter til fulde 2 år senere.

Liste over betalingsmoduler/PSPere, der dækker Danmark (ikke nødvendigvis udtømmende):

Navn på modul

Salg og support fra

PCI godkendelse omtale/dokumentation**

Adyen Holland The MasterCard compliant list, side 2
Visa Member Agent List, side 2
Valitor Søborg Visa Member Agent List, side 2
Bambora (ePay) Aalborg Visa Europe Merchant Agent List, side 5
The MasterCard compliant list, side 4
DIBS Ørestad Visa Europe Merchant Agent List, side 8
The MasterCard compliant list, side 10
Visa Member Agent List, side 8
FreePay Viborg Visa Europe Merchant Agent List, side 12
Gate2payments København
Netaxept Ballerup Visa Member Agent List, side 22
PayEx København Visa Europe Merchant Agent List, side 20
Visa Member Agent List, side 23
PensoPay Vejle
QuickPay Aarhus Visa Europe Merchant Agent List, side 22
MasterCard registering side 29
Reepay København Reepays AOC
ScanNet Skanderborg Visa Europe Merchant Agent List, side 30 (Zitcom)
ScanPay Kongens Lyngby
Stripe Holland Visa Member Agent List, side 31
YourPay  Tåstrup
Wannafind Skanderborg Visa Europe Merchant Agent List, side 30 (Zitcom)
The MasterCard compliant list, side 40
Worldline Sverige Visa Europe Merchant Agent List,  side 9
Visa Member Agent List, side 10

Visa links overfor er fra februar 2018 – Visa genererer nye lister hver måned. Du kan finde de opdaterede her, hvis du læser dette på et andet tidspunkt. På MasterCard links kommer du til en side, hvor du til enhver tid vil skulle downloade den seneste liste.

* Hvis du vil vide mere om AOC, PCI DSS level 1 mm, så kan du finde en masse at læse her: https://www.pcisecuritystandards.org/

** Hvis feltet er tomt kan der være tale om en re-seller og der derfor ikke er behov for en direkte godkendelse (dvs. at de kører igennem en godkendt PSP med en “white label” løsning.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.